Thursday, 17 July 2008

Rapelling i Bonito

De første ca. 15 meter er klippespalten trang. Med begge hænder kan jeg og min makker røre begge sider af klippespalten. Vi bevæger os meget langsomt. Længere nede åbner sig et fantastisk hvælvet rum med meget fint, kunstnerisk formede vægge. Vi forsætter med at rappelle i jævnt tempo, så et kort ophold og videre et stykke ned ad linen. En stor del af hulen ligger i tusmørke, mens andre dele bliver lyst op af solens stråler, der virker som en kæmpe projektør under nedfarten. Jeg har nu fuldkommen tillid til rebets bæreevne og afslapper musklerne. Remmene omkring lår og liv virker som en svævende stol. Omkring halvvejs kommer en flåde til syne. Den ligger uden bevægelse langt under os, dér hvor linerne ender. Der slækkes på linerne og vi falder synkront ca. 10 meter - tænk, hvad man kan nå at lære i et øvelsestårn på 30 min. Det var den tid det varede at fire sig op og rappelle ned fra et 10 meter høje tårn, og samtidig en forudsætning for at deltage i det rigtige eventyr.

2. etape under vand Linerne bliver løsnet fra kroppen. Rundt omkring - både over og under vandet - står en masse eventyrslotte af den slags som børn former med strandsand og vand, der i det rigtige blandingsforhold kan flyde mellem fingrene og klaske lag på lag af dråbeformet sand. Luftflasker, dykkerdragter, oppustelige veste, masker og finner var bragt i forvejen og lå klar til os på flåden. Vi bliver kommanderet i vandet - en gruppe på tre, deriblandt to brasilianere. Vandet føles helt tilpas gennem dykkerdragten. 18 grader varmt. Vi roder lidt med udstyret, som flyder i vandet. Det gælder om at få krænget vesten på, få fastgjort luft- og dybdemåler og så lige tjekke, at luftflasken er fuld. Med tommel og pegefinger formet som et O gives OK-tegn! Vi er på vej ned, mens luftbobler stiger mod overfladen. På ti meter samles gruppen på et lille plateau. Skønt at svæve, føle sig vægtløs. Orienteringen under vand er i tre dimensioner. Det forstærker oplevelsen. Billederne, lyset og farverne er fra en anden verden, og alligevel trygt med en instinktiv følelse af at have været her før.

No comments: