Juma Lodge ligger cirka 100 kilometer fra Manaus hovedstaden i Amazonas. Turen til lodgen tager omkring 3 timer med båd og bil. Juma Lodge er bygget på pæle for at beskytte lodgen mod de forskellige højvande forskelle der forekommer i Amazonas vor vandet godt kan stige med op til 15 meter afhængig af nedbør.
Lodgen har 8 bungalower der ligger i trætops højde med dejlig udsigt over søen og regnskoven. 3 af bungalowerne ligger direkte ud mod søen og er noget dyrere en de andre. Alle bungalower er udstyret med private badeværelser, toilet, ventilator og balkon med hængekøje.
Restauranten der også befinder sig oppe mellem træerne er bygget i rustik stil med lange træbænke udhugget af træstammer samt borde af samme slags. Måltiderne serveres i buffet stil. Materialet der er brugt for at bygge Juma Lodge har man nøje udvalgt for at ikke påvirke miljøet i nærheden av lodgen og for at ikke forstyrre den økologiske balance i naturen.
Udflugterne fra Juma Lodge er meget gode og varierende og giver besøgeren en meget genuin oplevelse af at være i kontakt med naturen, dyr og lokalbefolkning.
Uakari Lodge ligger i naturreservatet Mamiruá og det tager cirka 1,5 time med motorsejlbåd fra byen Tefé
Ud til Uakari. Navnet Uakari kommer fra den lille abe med det røde ansigt. Selve lodgen består i 7 flydende dele lavet i træ og tagene af palme blade.
Lodgen er blevet bygget af flydende tømmer og de forskellige dele hænger sammen med flydende broer. Lodgen er bygget efter nøje omtanke for at respektere miljøet.
Man bruger solenergi, regnvand og et lukket afløbssystem er nogle af de metoder. Lodgen har kun 10 værelser med kapacitet for 20 personer dette for at undgå for store grupper ad gangen som kan virke forstyrrende på omgivelserne.
I de centrale dele af denne flydende struktur findes receptionen og restauranten, bar, TV rum, bibliotek samt et lille konference lokale. Lodge tilbyder vaske service.
Der findes 10 store værelser på 25 m² vær med sin egen terrasse, badeværelse med varmt vand, toilette og to store senge. Vinduerne har myggenet og udsigt mod regnskoven og floden. Der servers tre måltider om dagen det for det meste består af megen frugt, frugtjuicer fra regionen samt fiskeretter. Der serveres ikke rødt kød.
I baren kan man købe både brasilianske og udenlandske drikkevarer.
Uakari Lodge har sin egen transport som består af motorbåde og kanoer. Motorbådene kan tage op til 6 personer og er overdækkede for at beskytte mod regn og sol. Da plads er begrænset så bør man ikke have mere en 15 kilo bagage med per passagerer ud til lodgen. Rundt omkring Uakari finnes et flertal forskellige vandrestier som bruges for observation af flora og fauna. Den lille abe med det røde hoved kan ses vildt i naturen men for at opleve dem tager man ud meget tidligt om morgenen en udflugt man ikke bør gå glip af når man besøger Uakari Lodge
Mamirauá reservatet ligger i staten Amazonas i Brasilien i et område mere kendt som Midt Solimões, hvor de to floder Solimões og floden Japurá mødes. Dette er det største reservat udviklet for at beskytte et flodsystem i Amazonas. Reservatet er beskyttet gennem de forende nationers traktat der hedder Ramsar udviklet for at beskytte og bevare denne type af flodsystemer over hele kloden.
Vandstanden stiger normalt i floden Solimões med cirka 10 til 12 meter og dette sker grundet det regnvand og smeltevand fra Andesbjergene. Med smeltevandet fra Andesbjergene følger en masse sedimenter der indeholder en mængde materiale og stof der bliver til føde for de mange forskellige dyrearter og fiske e i regionen. Dyrelivet observeret i Mamirauá består af mange sjældne arter. Grundet de meget svære forhold under oversvømningsperioden overlever kun de dyrearter der kan tilpasse sig de hurtige forandringer der kommer med flodens forskel i vandstand. Neden nogle historiske overblik af dannelsen af Mamirauá Reservatet.
1983 – Biologen Márcio Ayres påbegynder en socio-økologisk studie af den hvide Uakari abe. 1984 – Forslag til dannelsen af Mamirauá Ecologic Station bliver præsenteret for den brasilianske regering. 1990 – Staten Amazonas deklarerer området med et areal af 1.124.000 hektar Mamirauá Ecological Station. 1992 – Mamirauá Civil Society dannes af forskere fra WCS, Goeldi Museum og INPA. 1996 – Staten Amazonas danner en ny kategori af beskyttet område under navnet SDR og Mamirauá bliver det første under denne nye kategori. 2003 – Vinder Mamirauá pris for den bedste økoturisme destination som udgives af Conde Nast Traveler Magazine vært år. Samme år vider reservatet også priset for "Sustainable Tourism" fra bladet Smithsonian Magazine og USTOA conservation Travelers Foundation.
Ønsker du at besøge Mamirauá reservatet arrangerer Brasilienspecialisten rejser til Brasilien og Uakari Lodge som ligger midt i Mamirauá reservatet.
De første ca. 15 meter er klippespalten trang. Med begge hænder kan jeg og min makker røre begge sider af klippespalten. Vi bevæger os meget langsomt. Længere nede åbner sig et fantastisk hvælvet rum med meget fint, kunstnerisk formede vægge. Vi forsætter med at rappelle i jævnt tempo, så et kort ophold og videre et stykke ned ad linen. En stor del af hulen ligger i tusmørke, mens andre dele bliver lyst op af solens stråler, der virker som en kæmpe projektør under nedfarten. Jeg har nu fuldkommen tillid til rebets bæreevne og afslapper musklerne. Remmene omkring lår og liv virker som en svævende stol. Omkring halvvejs kommer en flåde til syne. Den ligger uden bevægelse langt under os, dér hvor linerne ender. Der slækkes på linerne og vi falder synkront ca. 10 meter - tænk, hvad man kan nå at lære i et øvelsestårn på 30 min. Det var den tid det varede at fire sig op og rappelle ned fra et 10 meter høje tårn, og samtidig en forudsætning for at deltage i det rigtige eventyr.
2. etape under vand Linerne bliver løsnet fra kroppen. Rundt omkring - både over og under vandet - står en masse eventyrslotte af den slags som børn former med strandsand og vand, der i det rigtige blandingsforhold kan flyde mellem fingrene og klaske lag på lag af dråbeformet sand. Luftflasker, dykkerdragter, oppustelige veste, masker og finner var bragt i forvejen og lå klar til os på flåden. Vi bliver kommanderet i vandet - en gruppe på tre, deriblandt to brasilianere. Vandet føles helt tilpas gennem dykkerdragten. 18 grader varmt. Vi roder lidt med udstyret, som flyder i vandet. Det gælder om at få krænget vesten på, få fastgjort luft- og dybdemåler og så lige tjekke, at luftflasken er fuld. Med tommel og pegefinger formet som et O gives OK-tegn! Vi er på vej ned, mens luftbobler stiger mod overfladen. På ti meter samles gruppen på et lille plateau. Skønt at svæve, føle sig vægtløs. Orienteringen under vand er i tre dimensioner. Det forstærker oplevelsen. Billederne, lyset og farverne er fra en anden verden, og alligevel trygt med en instinktiv følelse af at have været her før.
Vejen er lige med en horisont, der falder og stiger i takt med bilens bevægelser. På trods af varme og udeblivelse af regn i et par uger, så er græsset på Cerrado (brasiliansk savanne) lysende grønt. Selvsåede træer dukker op hist og pist. Filmen kører videre, og scenen ændrer sig kun en anelse på den 236 km lange strækning. Lidt udenfor landsbyen Miranda, som er kendt for sportsfiskeri med chance for at fange den op til 80 kilo tunge Pintado, drejer bilen ad en rød jordvej. Vejen svarer igen ved at ryste os og sende store støvskyer op fra hjulsporene.
Palmetræer gror på savannen, og cebuer hvidt kvæg med fedtpukkel, oprindeligt fra Indien græsser i tusindvis. Vi er kommet ind på Refúgio Ecológico Caiman: en farm der opdrætter omkring 27.000 cebuer, giver særlig pleje til den smukke hyacintara, og samtidig huser og beværter et par håndfulde turister i sand luksus. Da bildøren smækker i, bliver vi modtaget af et kor af fuglestemmer. En flok parakitter letter, ibis vader omkring og lader som om de ejer stedet. En falk står næsten stille under træet i nærheden. Det hele virker som om vi er kommet til et sted, hvor alle de smukke og sjældne fugle har besluttet at slå sig ned.
Refúgio Ecológico Caiman har stolte traditioner, der går tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, hvor englændere her på stedet, som nogle af de første i Pantanal forsøgte at holde kvæg. Dengang var farmen, mens det stadig var tilladt at nedlægge vilde dyr, tillige et yndet sted for jægere, der gik efter hoveder fra jaguar, puma og kapivar. Den sidste art var for begyndere. I familie med hamsteren, bare 128 gange større og med forholdsvis langt brunt strithår. Meget let at holde af, og så kan man observere kapivarerne på meget tæt hold.
Vi vil gerne sige Jer tak for en fantastisk Brasilienstur. Vi blev modtaget af en utrolig engageret og sød guide, Geiza i lufthavnen. Hun gjorde hele turen til en speciel oplevelse, både fordi hun var meget vidende og fordi hun indrettede turene efter vores behov. Rio er en dejlig by og på rundturen get to know Rio tilrettelagde Geiza turen så vi fik gået meget og set mange flotte bygninger og kirker.
Turen til den botaniske have var også udbytterig. Den atlantiske regnskov var en helt fantastisk oplevelse, både turen derop og byen Bananaal og ikke mindst vandreturene og opholdet på pousadaet hos Lilly og Bruno.
Vi følte at vi fik en helt speciel behandling og uovertruffen mad og atmosfære. Det er en utrolig luksus at have egen guide. Vandreturene gav et fint indblik i regnskovens økosystem og guiderne vidste utroligt meget om planter og dyr. Svømmeturen over floden til og turen ned til vandfaldet gav kriller i maven. På vej til færgen til Ilha Grande så vi en spændende kaffefarm. Ilha grande en meget dejlig ø med mulighed for gode vandreture, flotte strande og en spændende historie.
Vi fik en fin rundvisning i byen af Geiza. Det var specielt at opleve det lille samfund på øen og den tryghed man følte ved at færdes. Turen var utroligt godt tilrettelagt og vi var tryg ved forløbet hele vejen igennem. Det var noget besværligt at få bekræftet flybilletterne hjem, da pousadaværterne ikke ville hjælpe. Heldigvis trådte Geiza også der hjælpende til. Vi glæder os til en anden gang at komme til Brasilien.
Dag 1: Vi havde dagen før mødt vores lokale guide, Ari, for at få lidt at vide om hvad vi gik ind til. Ari var vokset op i Lencois med sine 9 søskende og en far som var gammel diamant-minearbejder. Det var fra ham han havde lært ruterne i bjergene at kende. Ari gav os instrukser om ikke at medbringe for meget tøj og udstyr, da vi selv skulle bære tingene i vores rygsække. Et par bukser, 2 par T-shirts, badetøj, 2 par sokker og nogle gode vandresko. Vi skulle også medbringe lidt at drikke til starten af turen, men resten af dagene skulle vi drikke fra vandfaldene og floderne. Vi startede klokken 9.00 fra hotellet hvor vi blev kørt til udkanten af byen. Herfra skulle vi vandre de næste mange timer. Den første forhindring kom snart. Af med skoene, for nu skulle vi over den første flod. Det var dog ikke så svært, som vi først troede. Stenene var ikke glatte, men strømmen var stærk. Vel overstået gik turen op ad i nogle timer. Her skulle man enten være i god form eller blot stædig som jeg. Terrænet er nemlig hårdt, da man går meget på sten, så man skal hele tiden koncentrere sig om, hvor man sætter fødderne. Vores kok Fabio mødte vi undervejs. Han gik meget for sig selv, da han ikke kunne engelsk. Han bar på vores telte og mad til alle 4 dage, mens vores guide bar på vores liggeunderlag og soveposer.
Efter ca. 3 timer nåede vi toppen og sikke en udsigt. Nu kunne vi nyde vores anstrengelser med en udsigt bestående af fladt landskab i det fjerne samt bjerge med floder og vandfald hele vejen rundt omkring os. Her nød vi vores frokost, som vi havde fået udleveret ved turens start. Den bestod af en dejlig sandwich, en juice som var iskold, da den havde været frossen fra turens start, et æble og en energi-bar + et stykke kage. Nok til at gøre de fleste mætte.
Efter lidt afslapning i solen gik turen ned ad. Vi så flere floder og et næsten tropisk område med store skønne træer. Hele tiden kunne Ari fortælle os om de træer og planter vi gik forbi. Alle havde de en eller anden funktion. Mange af dem havde helbredende effekter, såsom blade mod hoved- og mavepine samt bark til at rense sår. Alle planter som de lokale stadig bruger den dag i dag. Herefter nåede vi endeligt et vandfald, hvor vi kunne svømme. Det var koldt, men meget forfriskende. Luftfugtigheden er enorm, så det dejligt at blive kølet ned og desuden når man også at blive godt beskidt undervejs. Mest rart var dog nok bare at slappe af. Som sagt er terrænet hårdt at gå i, og på et tidspunkt syrede mine ben godt.
Efter et bad og en mindre lur til vores guide, gik turen videre op og ned langs en af floderne til vi nåede campsite kl. ca. 15.30. Det lå lige ved siden af et vandfald, så her kunne kokken få vand til vores mad. Nu var der tid til at lave ingenting, hvilket faktisk var rart. Klokken 6 bliver det mørkt, og så var aftensmaden også klar. Den blev nydt på stenene rundt omkring sammen med to andre vandrehold, som viste sig skulle samme vej som os. Vi så dem dog gerne først om aftenen ved campen. Det var meget hyggeligt at man havde nogle andre man kunne snakke med. Vi gik rimeligt tidligt i seng, da man var træt efter en lang dag, men at sove var ikke helt så nemt alligevel. Liggeunderlaget var meget tyndt, og jorden var hård som sten. Desuden var teltet ikke særligt stort så er du omkring de 180 cm høj, så bed om et større telt inden turens start.
Tips:Husk en pandelampe gerne en til hver, da det bliver mørkt meget tidligt. Samt husk også en god bog eller noget andet som I kan underholde jer med om aftenen. Dag 2: Stille og roligt begyndte folk at vågne i lejren. Vi tog tøj på i teltet, pakkede vores ting og gik ned til floden hvor vi vaskede os lidt en etagevask som man vist kalder det. Herefter var morgenmaden klar og masser af den ? frugt, havregrød, ost, brød, kiks og meget mere. Nu var man rustet til endnu en dag. Dog var det ene ben godt ømt fra dagen før, men man skulle blot lige i gang. Efter 1 times gåtur langs floden endte vi ved næste campsite. Her stod teltet allerede klar. Vores kok Fabio var ikke bare god til at lave mad, men også hurtig som en ørn på klipperne. Her lagde vi vores ting, og tog kun én rygsæk med vores kamera, badetøj og vand. Nu gik turen videre til Brasiliens højeste vandfald i frit fald. 420 meter højt. Vandringen tog os igennem en flot regnskov langs floden, hvor vi så aber og smukke fugle.
Heldigvis så vi ikke de mange taranteller vi ellers havde fået at vide levede ved flodbredden. De holdt sig væk! 2 timer tog det at komme frem, da terrænet var igen fyldt med sten og nogle af dem glatte af vandet fra floden, samt en jordbund fyldt med rødder fra træerne, så man skulle passe på hvor man gik. En udfordring for en hver. Endelig nåede vi frem og endnu engang mødte vi et smukt syn. Vandfaldet indeholdte ikke så meget vand pga. den lange vej den havde ned. Blæsten fik det til at blive små regndråber eller rettere støvregn på vejen ned. Desværre var solen ikke fremme, så det blev for koldt til at sidde og spise frokost her, samt lysten til at svømme i søen dalede også. Så vi gik lidt tilbage og fandt nogle sten ved floden, som vi satte os tilrette på, mens Ari fandt frokosten frem fra sin rygsæk. Herefter gik turen tilbage samme vej og ankom til lejren omkring kl. 16.00. Maden ville være klar kl. 18.00, så imens badede vi i floden sammen med de andre. Endnu en dag var forbi.
3. Dag: Da man ikke går så højt op hvad klokken er, så står de fleste blot op når det bliver lyst ved 7-tiden. Mens man pakker sine ting laver kokken morgenmad. Denne dag startede turen ca. kl. 9.00 og det gik op ad. Meget op ad! Vi skulle bestige Monkey Mountain.
Den har fået navnet efter en klippeformation som ligner ansigtet på en abe, men det kræver også, at man bevæger sig som en abe, hvis man vil op på alle fire. Stigningen var hurtig, så inden længe kunne man se ud over hele dalen. Efter ca. 2 timer op op op, nåede vi en flod, hvor der var tid til at slappe af, bade og få lidt at spise. Herefter gik turen videre til det vandfald, som vi havde set fra bunden dagen før. Cachoeira da Fumaça eller Det rygende vandfald på 420 meter. Da vi først var nået op på toppen af bjerget, var turen hertil ret nem i forhold til de andre dage. Det var fladt terræn på stier af jord. Da man nåede frem, mødte man pludselig flere turister. Det viste sig, at her kunne man tage til fra den nærliggende by, Capão, på en én-dags-tur. Her kunne man da også købe kolde øl og sodavander samt lidt at spise.
Vores guide bad os lægge os ned på klipperne, hvis vi ville kigge ned i dalen hvor vandfaldet endte. Det var nemlig så stejlt, så når man kiggede ud over skrænten kunne man mærke en stærk vind og sikke et sus man fik i maven. Pyha! Nu gik turen videre til byen Capão, og det var en tur godt ned ad bakke. Det tog omkring 2 timer inden man endelig nåede civilisationen og en dejlig kold øl igen. Vi blev indlogeret på et 2 stjernet Pousada i byens udkant, hvor der blev serveret middag klokken 19.00. Herefter var man klar til en god lur i en rigtig seng. Skønt!
4 Dag: Dejligt at sove i en seng selvom den var ganske lille. Morgenmaden var forrygende. Alt var af egen avl papaja, ananas, bananer, frisk presset appelsinjuice, hjemmebagt brød, marmelade og æg. Godt at få lidt at spise inden man skulle gå de 23 km. der var tilbage til Lencois. Det var heldigvis en æselrute, så den var ikke lige så hård, som de andre dage, men et godt råd til dagens vandring er helt klart at tage lange bukser på. En stor del af turen er på smalle stier, så mine ben blev godt forrevet af de mange grene. Naturen på denne tur var anderledes end de andre dage, og vi tog nogle flotte fotos af flade områder hvor små bjerge stak op. Vi så igen en masse aber og planter, men ingen slanger eller edderkopper. Vi var godt smadret da vi nåede frem til Lencois. Våde om tæerne og meget trætte i benene. Vi havde heldigvis hørt fra de andre på turen, at de også havde meget trætte og ømme ben og fødder, så det var ikke bare os der var i dårlig form. Vi spurgte vores guide i hvilke sværhedsgrad han ville give denne tur. Han svarede at den klart lå i den hårde ende, hvilket fik os til at føle os lidt bedre tilpas over vores ømme kroppe. I Lencois fulgte vores guide os til et hotel, hvor vi fik lov til at låne et rum og et badeværelse, så vi kunne få os et dejligt bad samt få nyt tøj på, så man duftede lidt bedre end de andre dage. Nu var man endeligt et menneske igen - en oplevelse og udfordring rigere. Helt sikkert noget som børnebørnene skal høre om engang.
En rejse til Brasilien og et møde med det brasilianske folk er et møde med verdens mest gæstfrie og festglade mennesker. Deres livslyst og positive energi smitter af på sanserne og bringer uundgåeligt smilene og glæden frem i alle. Den varme velkomst og gæstfriheden får mange at føle sig som de var på besøg hos en familie, de ikke før havde kendt til. Gennem de mange år vi har arrangeret rejser til Brasilien, har vi haft adskillige skandinaviske kunder, der begejstrede er vendt hjem og har beskrevet præcis sådan en følelse, de alle fornemmede ved mødet med Brasilien. Mange har vendt tilbage for at opleve mere af dette fantastiske land.
Som mennesker der selv har boet i Brasilien, der selv har rejst landet tyndt og selv har brasilianske venner, koner og børn, er vi godt klar over hvad det er som skaber denne unikke fornemmelse: Det er simpelthen fordi, det er så nemt at føle sig tilpas og velkommen.
Vi har lavet denne blog fordi vi synes at flere skal have muligheden for at læse om andre menneskers oplevelser i dette magiske land. Fortæl os om dine rejser i Brasilien, dine møder med folket, ture og oplevelser og del dine erfaringer med andre der skal til Brasilien eller har været i Brasilien.
Savner du sol, lys og livsglæde er Brasilien lige noget for dig.
Det er svært forstå hvor meget karnevalet betyder i Brasilien – hvis man ikke lige er brasilianer. Det er sammen med den meget folkloristiske bondefest San Juan i juni årets vigtigste begivenhed og vender op og ned på al ting.
Karnevalet er en skøn og vild blanding af traditioner, musik, intens dans, utrolige kostumer, familiefest og løssluppenhed. Det er sjovt at se på, men fantastisk og helt ubeskriveligt spændende at være med til.
Karnevallet i Rio de Janeiro er det mest berømte med deres store, moderne Sambódromo, hvor de mange samba-skoler danser forbi og dyster om både publikums bifald og dommer-panelets gunst. Det er et gigantisk show og TV-transmiteres over hele Brasilien. Omkring samba arenaen er der et hektisk liv i gaderne – og et af stederne hvor man virkelig fornemmer karnevallets ånd, er på de store pladser og gaderne bagved sambódromo, hvor samba-skolerne puster ud efter deres entré. Har man først forvildet sig herhen, fortsætter festen resten af ugen! Hele Rio emmer af fest når det er karneval tid.
Der er masser af å samba-skoler som ikke er med i det store optog, som sørger for at ingen ikke for sovet i mange dage. Hvert kvarter har deres Bloco eller Banda som de også kaldes med traditioner, historie og egne sange. Enhver kan gå med i optogene – og det er svært at lade være.
Karnevalet i Rio de Janeiro 2009 starter søndagen den 22. februar med de første samba skoler og de resterende om mandagen den 23. februar. Dørene åbner klokken 17:00 og der er en lille åbnings ceremoni klokken 20:00. De fleste mennesker ser mellem 3 og 5 sambaskoler på en aften og tager hen til Sambódromo ved 22:00 tiden.
Neden finder du programmet for karnevallet 2009 i Rio de Janeiro 2009 års Sambaskole Parade tabel
Starter Søndag den 22.februar Mandag den 23. februar 21.00 Império Serrano Porto da Pedra 22.05 - 22.20 Grande Rio Salgueiro 23.10 - 23.40 Vila Isabel Imperatriz 00.15 - 01.00 Mocidade Portela 01.20 - 02.20 Beija-Flor Mangueira 02.25 - 03.40 Unidos da Tijuca Viradouro
Velkommen til vores blog om Brasilien. Her vil du finde rejseberetninger fra andre der har været i Brasilien informationer og nyheder om Brasilien. Send din historie til os så deler vi den med andre der også gerne vil til Brasilien. Hvis deres indlæg bliver publiceret på vores blog modtager i en lille gave.
Posts
