Stranden Segunda Praia (strand nr. 2) er temmelig "trafikeret", da man her finder den største koncentration af strandbarer og dansesteder.
Vil man undgå at blive forstyrret af musikken om natten, anbefales det i stedet at overnatte på strand nr. 3 eller nr. 4.
Fra Morro de São Paulo afgår daglige bådudflugter, samt dykker- og fisketure. Ponta de Castelhanos er et godt bud på dykning.En anden værdsat feriefornøjelse er at leje en hest og ride lange ture langs strandene.
I sommerhalvåret og på store helligdage bliver øen velbesøgt, men søger man væk fra byen, finder man let mere fred og ro. Der findes hundredevis af pousadas på øen, i sommermånederne fra december til marts er det dog en god idé at forudbestille værelser.
Lige syd for Morro de São Paulo, ligger den jomfruelige naboø Boipeba, med et mere begrænset udbud af overnatningsmuligheder.
Vejen dertil
Det at komme til Morro de São Paulo er i sig selv en sjov oplevelse og kan gøres på forskellige måder: Med Fly Fra Salvador lufthavn er der to flyselskaber Addey og Aero Star der flyver til Morro de Sao Paulo. Flyvetiden er cirka 20 minutter. Normalt er der fly fra tidlig morgen klokken 08:00 frem til 15:30 om eftermiddagen. Prisen er cirka 180 brasilianske real cirka 550 danske kroner per vej plus reservationsgebyr (August 2008).
Der er 6 afgange fra Salvador og det modsvarende fra Morro de Sao Paulo hvor de sidste fly fra øen er ved 16-tiden. Tiderne kan variere, så check derfor med os inden afrejse til Salvador. Med båd Den uden tvivl nemmeste måde at nå dertil er at snuppe katamaranen i Salvador, der afgår flere gange dagligt fra kl. 08:30 til kl.14.00 fra havnen ved Mercado Modelo. Turen varer ca. 2 timer.
Vender man efter opholdet på øen tilbage ad samme vej, afgår katamaranfærgen fra Morro de São Paulo mellem kl.09.00 og kl. 15:30. På søn- og helligdage er der mindre afgange. Til tider kan vejrforholdene medføre at katamaranen bliver aflyst og rejsen bliver gennemført via en kort sejlads og videre ad landvejen med bus.
Denne rejse kan tage op til 4 timer så hvis man skal videre med fly skal man huske at tage af sted fra Morro de Sao Paulo i god tid.
Med bus og båd:
Busselskaberne Aguia Branca og Sao Geraldo kører til Valença den nærmeste by på fastlandet i forhold til Morro de Sao Paulo. Fra Valença kan man tage båden til Morro de Sao Paulo. Der er to alternativer, med speedbåd på 20 minutter eller normal båd cirka 2 timer.
Et andet alternativ er at tage færgen til øen Itaparica fra båd terminalen Sao Joaquim i Salvador. Vel ankommet i Itaparica tager man med bus eller van til Valença som tager cirka halvanden time hvorfra man sejler til Morro de Sao Paulo som beskrevet for oven.
Hvilken måde er bedst?
Hvis man ikke har travlt og gerne vil se lidt mere af landet så er turen med bus og båd en dejlig måde at tage til Morro de Sao Paulo. En smart kombination er at enten sejle med katamaran eller tage med bus & båd derud og flyve tilbage til Salvador.
Mere information om Morro de Sao Paulo
No comments:
Post a Comment