Brasilien har fem forskellige økosystemer spredt ud over landet, hvor man finder den mest varierede natur, vegetation og klima. Og derudover findes verdens største skov også her – Amazonskoven. Landet kan også prale af bjerge, strande, floder, vandfald, strømfald, klitter, klipper, sumpområder, huler, bakker, højsletter, stier igennem den uberørte natur samt en meget forskelligartet og farvestrålende fauna og flora. Brasilien er et land fuld af naturparker, biosfærereservater og naturfredede områder. Syv af disse figurerer på UNESCOs verdensarvsliste.
Højdepunkter i nord:
Mamirauá Reserve & Uakari Lodge, Amazonas
The Mamirauá Sustainable Development Reserve – med over en million hektarer floder, flodområder og skov udgør det største naturfredede område med oversvømmet skov i verden og er et forbillede for naturfredning for meget omfattende skovarealer. Uakari Floating Lodge er bygget, så den belaster miljøet mindst muligt. Dens 10 rummelige værelser er udstyret med solkraft, naturlig ventilation og et kloakfiltreringssystem. For økoturister er Mamirauá en enestående oplevelse; ud over den hvide Uakari-abe, der kun findes her, er det nemt at iagttage dyr som brøleaber, brune kapucineraber og dødningehovedaber, kajmaner, dovendyr og floddelfiner. For fuglekiggere har Mamirauá over 400 identificerede arter, deriblandt den majestætiske harpy og den ejendommelige hoatzin.
Alta Floresta & Cristalino Lodge i Mato Grosso. Dette naturområde, der er dannet ved mødet mellem den tropiske skov og den brasilianske savanne ’cerrado’, er fantastisk smukt. Regionen er glimrende for lystfiskere og fuglekiggere, da den byder på 400 fuglearter, deriblandt tukaner, araer og papegøjer. Cristalino Jungle Lodge ligger godt gemt i et privat skovreservat i den sydbrasilianske Amazonregnskov med faciliteter som et omfattende stisystem, et 50 m højt tårn, der går igennem løvtaget, og en ren sortvandsflod, hvor man kan sejle i kano og bade. Veluddannede lokale guider hjælper gæsterne med at finde frem til det interessante dyreliv og forstå det, de ser, mens de samtidig passer på dem. Lodgen har udstyr til brug i skoven og et bibliotek, så gæsterne kan identificere og lære mere om det, de oplever.
Højdepunkter i det nordøstlige Brasilien:
Fernando de Noronha med dens 21 øer dækker et område på i alt 27 kvadratkilometer. Hovedøen, der hedder det samme, er den eneste, der er beboet, og har et areal på 17 kvadratkilometer. Når man befinder sig i øgruppen, har man det, som om man befinder sig i et brasiliansk paradis. Øhavet er et af verdens bedste steder at dykke. Vandet har en sigtbarhed på op til 50 m, og gennemsnitstemperaturen på 27º gør, at der er et væld af fisk, rokker, hajer, muræner, skildpadder, barracudaer, delfiner, svampe og alger, ud over koralrev, stenformationer og vrag. Dykkerinstruktører på øen tilbyder transport og det nødvendige udstyr. De tilbyder også kurser på forskellige niveauer, bare man bestiller forinden.
Chapada Diamantina National Park bør man ikke gå glip af, når man er i staten Bahia. Parken er perfekt at vandre i og byder på store naturoplevelser. Chapada Diamantina gennemskæres af bjerge, højsletter, floder, strømfald, vandfald, huler og vandhuller med helt klart vand. Der er et utal af kilder og over 35 floder. Takket være den store variation i områdets topografi og de forskellige plantevækster er der en rig fauna. Chapada byder på en enestående mulighed for at bo tæt på naturen. The Pai Inácio-bjerget, Fumaça- (røg) vandfaldet og det farvede ”sandværelse” i klipperne er de mest kendte seværdigheder. Floraen er også værd at se på grund af de mange orkideer, bromeliaer, stedsegrønne arter og de typiske ”canela de ema”-planter.
Højdepunkter i midtvesten:
Pantanal, Mato Grosso og Mato Grosso do Sul
Pantanal-vådområdet strækker sig fra nord til syd og har en så enorm mangfoldighed, at forskere har delt området op i 11 specifikke underområder med hver deres karakteristika, aktiviteter og særligt gode tidspunkter at tage på besøg, med behørig hensyntagen til, at strukturen er befordrende for en bæredygtig økoturisme. Det er et af de bedste steder at iagttage faunaen og floraen, for fuglekiggeri og lystfiskeri – kun tilladt fra marts til oktober. I tørkeperioden fra april til september regner det minimalt, og temperaturen er meget behagelig med varme dage og kølige nætter. Det er det bedste tidspunkt at iagttage dyrelivet på. Når regntiden begynder, som regel i oktober, bliver området oversvømmet indtil marts måned. Den høje temperatur falder kun om natten og lige efter en regnbyge. Det er der, varmen og fugten forvandler Pantanal til et enormt vådområde, hvor floder, sumpe og søer går i et.
Bonito
Regionen overrasker besøgende med krystalklart vand, huler og vandfald, der tiltrækker turister fra hele verden. Alskens aktiviteter foregår her; dykning, vandreture ad stier, man kan studere floraen og faunaen, ride på hest, svinge sig fra træ til træ i kabler, rappelle og sejle på tømmerflåde blandt meget andet. Man tager som regel ud en halv eller en hel dag ad gangen, og aktiviteterne finder sted på gårde, hvor turisterne kan få en smagsprøve på det lokale køkken.
Højdepunkter i den sydøstlige del:
Ilha Grande, Rio de Janeiro
193 kvadratkilometer, 106 strande, naturlige vandhuller, vandfald og naturfredet skov; Ilha Grande (den store ø) fortryller alle med sin forbløffende skønhed. På havsiden af øen ligger Aventureiro State Park og Praia do Sul Ecological Reserve. Øen er ideel for dem, der trænger til fred og ro, bådsejlads og masser af naturskønne områder; dykkere kan opleve et varieret marineliv, rolige vande, klart vand og gådefulde skibsvrag; bådfolket kan sejle forbi strandene ud mod havet eller søge i ly i bugterne på den rolige side af øen; og eventyrere kan udforske stier og veje engang betrådt af indianere og slaver samt Ilha Grandes smukke, uberørte, skjulte skønhed.
Parati, Rio de Janeiro
Parati er registreret som en del af Brasiliens historiske arv og står den dag i dag som en af landets mest arkitektonisk harmoniske perler. Bydelene med huse fra kolonitiden har bevaret sine særlige kendetegn, siden byen blev grundlagt i det 16. århundrede. De iøjnefaldende brostensbelagte gader fører hen til det gamle fængsel, fæstningen, museerne, kunsthåndværkerbutikkerne og kirkerne. Ud over de kulturelle seværdigheder byder regionen også på bådsejlads, cachaça-smagning (sukkerrørsbrændevin) i sukkerørsfabrikkernes små brænderier samt gode restauranter.
Ouro Preto, Minas Gerais
Ouro Preto, Minas Gerais-provinsens forhenværende hovedstad, er opført på UNESCOs verdensarvsliste og rummer en af de største koncentrationer af barokarkitektur i hele landet. Byen tiltrækker turister fra hele Brasilien og resten af verden, der gerne vil lære den brasilianske barokepokes historie og religiøse kunst bedre at kende samt det lokale kunsthåndværk og typiske Minas Gerais-køkken. Man bør unde sig selv en tur med toget fra Ouro Preto til Mariana hen over Trem da Vale. Turen på 17 km tager en times tid, så passagererne får rig mulighed for at nyde udsigten til de omgivende bjerge. Mariana, den ældste by i Minas Gerais og statens første hovedstad, er en smuk koloniby. Man kan sagtens tage toget fra Ouro Preto og spadsere rundt i Mariana (hvortil man også kan komme med bus) på en dagsudflugt. Eller man kan blive i Mariana og udforske Ouro Preto derfra.
Højdepunkter i syd:
Foz do Iguaçu, Paraná
Ud over det enorme vandfaldsområde, et af verdens naturvidundere, med de 275 vandfald, der styrter 60 meter ned, kan man også besøge nationalparken, et af de smukkeste økoreservater i verden, der dækker et areal på 185.000 hektarer, og som nu er med på UNESCOs verdensarvsliste. Næsten 400 fuglearter og hele 60 arter af pattedyr er registreret her, deriblandt jaguaren og pumaen. De 257 sommerfuglearter skal også fremhæves. Der er også en golfbane på internationalt niveau i Foz do Iguaçu, for ikke at tale om økomuseet, Guarani Woods Zoo og landemærket, hvor grænserne mellem Brasilien, Argentina og Paraguay mødes.
Man kan også besøge Itaipu-vandkraftværket – det største af sin slags verden – og få et indblik i værkets gigantiske dimensioner. Der er også fugleparken med hundredvis af arter fra de fem kontinenter.
No comments:
Post a Comment